Vent 100 dage!

 Af Rasmus Nøjgaard, Sankt Jakobs kirke.

Folkekirken ligger danskerne på sinde. Det er tydeligt efter de sidste måneders debat om to af samme køns mulighed for at blive gift i kirken. Spørgsmålet vækker store følelser hos alle, hvad enten man er for eller imod. Fordi det rejser to meget forskellige spørgsmål. Det ene ud fra en forestilling om at kirken skal værne familien, slægten og ægteskabet mellem mand og kvinde som det naturlige forhold. Man synes kirken bør være konservativ og en fortaler for et bibelsk synspunkt. Det andet ud fra en forestilling om ligestilling mellem kønnene og vores seksuelle identitet. Man synes at kirken bør være inkluderende og en fortaler for minoriteter.

Kvantitativt er der tale om et lille spørgsmål. Fx har Sankt Jakobs kirke endnu ikke fået forespørgsler om vielse af to af samme køn, selv om vi har mange vielser hvert år, og ifølge Kristeligt Dagblad har kun 36 blandt 700 forespurgte præster fået en forespørgsel. Til gengæld oplever Folkekirken en del udmeldelser i den forbindelse. Også Sankt Jakobs kirke oplever enkelte udmeldelser, alene fordi Folkekirken nu kan vie to af samme køn. Følelsesmæssigt er det et stort spørgsmål, det står ikke til diskussion. Men fordi det er et følelsesladet spørgsmål, så er det klogt at tage spørgsmålet med besindighed.

Et råd: Vent 100 dage. Tag så spørgsmålet op igen. Spørg dig selv om Folkekirken er afgørende forandret, og stil dig selv det nødvendige spørgsmål: Er din kristne livsforståelse truet af denne sag?

Vore samfund er bygget op omkring familien og hensynet til de forskellige generationer: børn, unge og gamle, institutioner, skoler og uddannelse, arbejdslivet, familielivet, og livet efter pensionsalderen. Vielsen understøtter samlivet, og har altid virket til sikring af parterne gensidigt. Folkekirken har meget længe viet både unge og ældre brudepar uden hensyn til alder og frugtbarhed, vielsen er ikke et frugtbarhedsritual. Vi har aldrig stillet spørgsmålstegn ved om der kom børn ud af ægteskabet eller ej. Børn hører til den ekstra lykke, der er nogle forundt. Ikke en forudsætning eller en betingelse. Også fraskilte har meget længe kunnet blive gift uden særlige betingelser. Det har været en naturlig udvikling i et samfund hvor vi anerkender den personlige ansvarlighed og forpligtelse. Både kvinder og mænd har ret til at bestemme over deres eget liv. Det gælder i dansk ret også seksualiteten.

Når Folkekirken følger samfundet og tillader vielse af alle de nævnte og meget forskellige grupper, herunder både hetero- og homoseksuelle, så er det ud fra en forestilling om at Gud har noget at sige ind i ethvert liv, også ethvert samliv. At være reformationskirke i 2012 betyder at vi endnu i dag må være parate til at tage vores praksis op til revision og korrektion. Vi må pine og død reformere os, selv om det gør ondt helt ned i traditionerne. Vi må være til stede i nutiden. Ingen kan i dag med god samvittighed leve med Det Gamle Testamente – eller med Paulus – som rettesnor: teksterne er oldgamle og ofte alt for umoralske!  Men vi kan prøve at forstå hvordan Jesus greb livets vanskelige spørgsmål an. Det var som regel med en velsignelse af de udstødte, og en afvisning af de selvretfærdige. Vi har alle godt af at høre Guds velsignelse over vores liv, og forstå vores liv i perspektiv af kristendommens bud om Guds nåde. Mon ikke Jesus kan forstås på den måde, at vi ikke slavisk skal vælge den løsning som traditionen har opdraget os til? Vi er mere end et produkt af traditionen. Også derfor maner Jesus til besindelse om ikke at dømme for hurtigt. Ja, måske taler han ligefrem om at vi helt skal overlade dommen til Gud? Så kirkens opgave er at lade Guds velsignelse lyse for enhver, der søger ind i vore menigheder.

Folkekirken har ikke det sidste ord. Det har Gud. Men vi må stræbe efter, at den kristne tro er den udfordring, der tvinger os til at gøre op med de lette domme. Der var god grund til at Jesus gjorde op med Moseloven, og lod et nyt bud erstatte hele den gamle lov: Du skal elske Herren din Gud, og din næste som dig selv. Paulus kalder den vending at bytte et hjerte af sten ud med et af ånd, så det bliver et levende hjerte. Det er alt for let at blive mekanisk i sine domme over andre menneskers liv, det er meget vanskeligere at lade sig bevæge og anerkende samhørigheden. Den samhørighed at vi med alle vore fejl aldrig er så rene at vi kan dømme et andet menneske til at stå uden Guds velsignelse. Hvad enten vi bryder os om det eller ej, så må vi som kirke formidle velsignelsen til hele menneskeheden, også den der taler os imod, og lever på måder vi ikke forstår.

Folkekirken har siden sin skabelse været rummelig, i fin overensstemmelse med at Jesus selv rummede dem, som samtiden fordømte eller ikke forstod. Rummeligheden er både Folkekirkens akilleshæl og dens styrke. En akilleshæl fordi det kalder på heftige diskussioner og store meningsforskelle. En styrke fordi vi trods meget store forskelle i forståelsen af Bibelen og traditionen, alligevel finder sammen i én og samme tro på Gud som far, søn og helligånd. Det er sundt at kunne være uenig uden at skulle gå hvert til sit. Det er en særlig dansk model, som har vist sin styrke i små 150 år. Overvej derfor om ikke rummeligheden skal fortsætte, både til højre og til venstre, ikke ved at vi tager vores gode tøj og går, men ved at vi bliver sammen, og her viser vores styrke og tro.

Vent 100 dage, og overvej om ikke kirken holder til det alligevel!