Kirkebryllup i det store skrud?

Af Mariann Schilder-Knudsen. Fra kirkebladet, nr.2. 2007.

Skt. Jakobs Kirke er en smuk kirke. Og af samme grund et yndet motiv i Bryllups-magasiner, hvor det er drømmen om kirkebryllup i det store skrud, der udleves. En drøm, der lever i mange, og som skal have lov at leve.

Men det må ikke få den konsekvens, som jeg har oplevet flere gange på det sidste, at folk spørger: ”Kan man godt blive gift i kirken uden alt det dér?” Og ”alt det dér”, det er både udstyret omkring den kirkelige handling og festen bagefter.

Naturligvis kan man det. Kirken er også for den, der ikke deler bryllupsmagasinernes drømme. Hvor det vigtigste er at blive gift og sige ja til hinanden. ”Når han nu (endelig) har friet, hvorfor så vente til vi har sparet store summer sammen til en ydre ramme, som vi slet ikke føler os godt tilpas i?”.

En vending, jeg har hørt flere gange på det sidste, lyder: ”Jeg bryder mig slet ikke om at være i centrum på den måde.” Eller: ”Vi vil gerne kunne koncentrere os om det væsentlige.” Problemet med at få lov til det kommer ikke fra kirkens forventninger til brudeparret, men ofte fra familiens. Så snart ordet bryllup er sagt, har et lille bryllup det med at vokse. Af lutter god vilje. Men når det nu ikke er det, brudeparret vil? Nogle vælger derfor at lade være med at indvie familien på forhånd. Jeg husker en jul, hvor familien var inviteret til barnedåb – men hvor barnets forældre efter dåben rejste sig og kom op til alteret og blev viet. Hvad parret ikke kunne se, kunne jeg se: Brudens mors ansigt! Hun lignede én, der var ved at få et hjerteslag i den grad, at man kunne frygte en 3. kirkelig handling ville følge efter.

Så er det mere nænsomt at gøre som et par gjorde i denne jul: De inviterede familien til en julekomsammen og først få timer før fortalte de, at det var et bryllup. På den måde fik familien lov til at dele brudeparrets glæde uden at få mulighed for at gøre brylluppet større end parret ønskede.

Vi lever i en tid, hvor man ofte må mindes Johs. Møllehaves historie om de 3 piloter, der sidder ude i lufthavnen og slapper af over en whisky, og der kommer en smart stewardesse gående: Den ene siger: ”Så I den ring, hun havde på fingeren? Den har jeg givet hende!” Den anden siger: ”Så I de ringe, hun havde i ørene, dem har jeg givet hende!” Hvortil den tredje siger: ”Så I så de sorte ringe, hun havde under øjnene, dem har jeg givet hende?” Vi mennesker kan give hinanden så mange sære ting, også når vi siger, at vi elsker hinanden. Derfor har vi mere end nogensinde brug for den tilgivelse og velsignelse, som en kirkelig vielse udstråler. Så valg af vielses-sted skal helst ikke være afhængigt af om man drømmer om det store skrud eller ej.